En væsentlig forskel på vestlig og østlig tilværelsesforståelse er, at den ydre, konkrete virkelighed de fleste steder i Østen betyder langt mindre, end den gør i Vesten. Det østlige menneske er gennemgående indadvendt, mens vi er udadvendte - for os er den ydre, fysiske virkelighed den egentlige.

Denne forskellige virkelighedsoplevelse medfører stor forskel i forståelsen af religiøse myter og legender. Da det indre for det østlige menneske er det egentlige, er også legenden, der er et udtryk herfor, mere virkelig og betydningsfuld end f.eks en historisk beretning. Om de enkelte elementer i en religiøs fortælling er historisk korrekte eller ej er uvæsentligt. Det, der betyder noget, er den symbolske værdi og betydning, som billederne i beretningen har.

Af disse grunde ved man meget lidt historisk om buddhismens grundlægger, Siddhartha Gautama, for man har ikke interesseret sig for den side af sagen; men en meget smuk og billedrig legende er overleveret om ham. Den vil vi analysere for at få en fornemmelse af den virkelighed, der gemmer sig heri

Umiddelbart forud for sin sidste fødsel dvæle-' den vordende Buddha, Boddhisattva, i Tus-hita-himlen (de tilfredses himmel). Ved tidens 'de bad guderne ham om at lade sig føde på jorden for at fuldkomme sin bestemmelse. Den ophøjede valgte selv tidspunktet, landet, slægten og den kvinde, han ønskede til moder. ;Det var dronning Maya, kong Cuddhodanas gemalinde, som den ophøjede udkårede.

Just på den tid blev midsommerfesten indvarslet i Kapilavasthu, mængden frydede sig, og dronning Maya tog del i festen. Da fuldmånedagen indtraf, stod hun tidligt op, badede sig i vellugtende vande, bortskænkede fire hundrede tusinde guldstykker i almisse og deltog i festmåltidet, iført sit fineste skrud. Derefter besluttede hun at overholde de otte fastebud og trådte ind i sit smukt udstyrede so-vegemak, hvor hun lagde sig på sit fyrstelige leje, faldt i søvn og drømte denne drøm:

De fire verdensvogtere løftede hendes seng nå førte hende bort til Himalaya-bjergene

Dér, på Manosila-sletten, lagde de hende under et mægtigt calatræ, der var syv mile højt, og stillede sig ærbødigt ved hendes side. Derefter indfandt deres hustruer sig og førte hende til Anotata-søen, hvor de badede hende for at rense hende for enhver besmittelse, iførte hende himmelske klæder og overstrøede hende med himmelske blomster. Ikke langt herfra lå Sølvbjerget, og på dette et gyldent hus. Der redte de hende et himmelsk leje med hovedgærdet mod øst.

l skikkelse af en pragtfuld hvid elefant vandrede Boddhisattva omkring på Guldbjerget, som lå i nærheden. Fra dette steg han ned og nærmede sig Sølvbjerget fra nord. Han plukkede en hvid lotus med sin sølvhvide snabel, trompeterede højt og skred ind i det gyldne hus. Tre gange gik han rundt om moderens leje med højre side vendt imod hende, så berørte han hendes højre side og syntes at trænge ind i hendes liv. På den måde skete undfangelsen.

Næste dag, da dronningen vågnede, meddelte hun kongen sin drøm. Og kongen sammenkaldte fireogtresindstyve fremstående brahmaner¹, og efter at have bespist dem og opfyldt ethvert af deres ønsker fortalte han dem drømmen og spurgte dem, hvad den skulle betyde.

Vær ikke urolig, store konge, sagde brahmanerne, et barn er undfanget af din dronning. Det er en dreng og ikke en pige. Du skal have en søn. Og dersom han beslutter at leve som husfader, vil han blive en verdenshersker, men opgiver han husfaderens stand og trækker sig tilbage fra verden, så vil han blive en buddha, der skal fordrive syndens og dårskabens skyer fra denne verden.

l samme øjeblik Boddhisattva blev undfanget i moderens liv, rystede, dirrede og skælvede alle titusinde verdener, og de toogtredive varsler indtrådte: Et mægtigt lyshav gennemtrængte de titusind verdener, blinde fik deres syn igen som af længsel efter at se hans herlighed, døve hørte, stumme talte, den pukkelryggede blev ret, den lamme genvandt evnen til at gå, alle fanger blev befriet for deres lænker, i alle helveder slukkedes ilden, sygdomme ophørte blandt menneskene, de vilde dyr

ængstedes ikke mere ... overalt dækkedes jorden med lotusblomster og fra himlen regnede det med blomster ...

Fødslen fandt sted.

l det samme indfandt sig fire forklarede ærkeengle med et gyldent net, hvori de modtog den vordende buddha, anbragte barnet foran moderen og sagde: Glæd dig, dronning, du har født en mægtig søn ...

De fire ærkeengle, som opfangede ham i det gyldne net, rakte barnet til de fire verdensvog-tere, som lagde det på et blødt, sort tæppe af antilopeskind; verdensvogterne overhændede barnet til mennesker, som modtog ham i et stykke fint klæde. Og menneskene stillede ham på jorden, hvor han stod med ansigtet imod øst. Som et åbent rum lå udstrakt foran ham mange tusinde verdener, i hvilke guder og mennesker ofrede til ham røgelse og blomsterkranse ...

Der stod på den mark, hvor pløjningen skulle finde sted, et enligt rosen-æbletræ med tætte blade og dyb skygge under. Her lod kongen berede et leje for den unge prins med en tronhimmel over, besået med guldstjerner og et forhæng omkring, og kongen satte tjenerinder til at våge over ham, mens han selv i kongeligt skrud omgivet af sit hof skred frem til stedet, hvor pløjningen skulle foregå. Her tog kongen guldploven, hofmændene tog sølvplovene og bønderne de andre plove, og så pløjede de marken op og marken ned - og festens pragtudfoldelse var på sit højeste.

Også tjenerinderne, som sad bag forhænget, kom frem for at se på herligheden. Boddhisattva så sig omkring og opdagede, at han var ene; da rejste han sig hastigt og anbragte sig med benene overkors, og under tilbageholdelse af åndedrættet opnåede han første trin på henrykkelsens vej.

Tjenerinderne blev borte en stund, optaget af de mange lækre ting, der var at spise. Og skyggen fra de andre træer flyttede sig mod øst, men rosen-æbletræets skygge blev stående uforandret over barnet. Pludselig kom tjenerinderne i tanker om, at de havde ladet deres unge herre alene tilbage, og da de løftede forhænget, så de Boddhisattva siddende på sit leje med benene overkors, og de bemærkede miraklet med skyggen. Så gik de til kongen og sagde: Herre, sådan og sådan sidder prinsen, og skyggen fra de andre træer har flyttet sig imod øst, men rosentræets skygge er blevet stående uforandret. Og kongen kom til i hast, så miraklet og hilste sønnen med ærefrygt.

En dag ønskede Boddhisattva at foretage en tur i parken, og han gav sin køresvend ordre til at spænde for. Denne kørte da frem med en pragtfuld vogn, smukt pyntet og forspændt med fire udvalgte heste, hvide som den hvide lotus' kronblade. Og Boddhisattva besteg vognen, der var skøn som et gudepalads, og kørte i retning af parken.

Da tænkte guderne: Tiden er nær, da prins Siddhartha skal oplyses. Vi vil vise ham et tegn. En af guderne omskabte sig til en brøstfældig, gråhåret olding, krumrygget, stavrende og skælvende, og han viste sig for Boddhisattva, men således at kun han og køresvenden kunne se ham.

Da sagde Boddhisattva til køresvenden: Sig mig, min ven, hvad er det for et menneske? Om det så er hans hår, er det ikke som andre menneskers. Så snart han hørte svaret, udbrød han: Skam få fødselen, at alderen skal ramme enhver, som er født, og med oprevet sind vendte han om og steg op i slottet.

Hvorfor er min søn vendt så hurtigt tilbage? spurgte kongen. Han har set en olding, herre -lød svaret; og fordi han har set en olding, har han i sinde at trække sig tilbage fra verden.

Vil du dræbe mig med de ord? Skynd jer at få fremført nogle skuespil for min søn! Kan vi blot få ham gjort glad, vil han opgive tanken om at forsage verden. Og kongen satte vagtposter ud i en halv mils omkreds.

Så hændte det en dag, at Boddhisattva undervejs i parken fik øje på en syg mand, som guderne fremtryllede, og da han havde forhørt sig om, hvad det var, vendte han bedrøvet tilbage til slottet. Kongen gjorde samme spørgsmål og gav samme ordre og sendte endnu et vagthold ud i trekvart mils afstand.

En anden dag, da Boddhisattva var undervejs i parken, så han en død mand, som guderne havde fremtryllet, og da han havde forhørt sig, vendte han bekymret hjem. Kongen gjorde samme spørgsmål og gav samme ordre, og han udsendte endnu et vagthold i en hel mils omkreds.

Og atter en dag, da Boddhisattva kørte i parken, fik han øje på en munk, som guderne havde fremtryllet. Han spurgte køresvenden: Sig mig, hvem er denne mand? Og endskønt der ingen buddha var i verden, og køresvenden ingen forestilling havde hverken om munke eller om deres gode egenskaber, svarede han på gudernes indskydelse: Herre, det er en, som har forsaget verden -og brød ud i lovprisning af det forsagende liv. Tanken om at forsage verden behagede Boddhisattva, og den dag fortsatte han sin vej, indtil han kom til parken.

Da han havde forlystet sig dér hele dagen og badet i kongehavens lystdam, tog han ved solnedgang plads på den kongelige hvilebænk for at smykke sig. Hans tjenere bragte ham fine klæder, prydelser af forskellig art, blomsterkranse, salver og vellugtende sager, og efter at have smykket sig besteg han sin overdådigt udstyrede vogn.

Just i dette øjeblik modtog kong Cuddhodana meddelelse om, at prinsens yndlingshustru havde født en søn, og han tilkaldte en tjener og sagde: Bring min søn det glade budskab. Men da Boddhisattva modtog budskabet, udbrød han: En hindring (rahula) er født, en lænke er kommet til verden.

Hvad svarede min søn? spurgte kongen, og da han hørte det, sagde han: Min sønnesøns navn skal fra denne dag være prins Rahula.

Boddhisattva gik ind i slottet og lagde sig på en løjbænk. Straks samlede der sig om ham rigt klædte kvinder, skønne som himmelske nymfer, fuldt uddannede i dans og sang, som søgte at forlyste ham med dans og musik. Men Boddhisattvas afsky for lidenskab hindrede ham i at glæde sig derved, og han faldt i en dyb søvn. Da udbrød kvinderne: Hvorfor skal vi trætte os længere, når den, for hvis skyld vi danser, er faldet i søvn. De kastede musikinstrumenterne fra sig og lagde sig ned; men lamperne var fyldt med sødtduftende olie og vedblev at brænde. Ud på natten vågnede Boddhisattva, satte sig op med benene overkors og iagttog de sovende kvinder, som lå spredt over gulvet, nogle våde af savl og spyt, andre skærende tænder og talende i søvne, nogle med åben mund, andre med klædningsstykkerne gledet ned, blottende deres grimme nøgenhed. Den store forandring i deres ydre forøgede yderligere hans afsky for sanselige glæder. Hans pragtfulde værelse, skønt som Indras² palads, begyndte i hans øjne at ligne en kirkegård opfyldt med døde kroppe: Hvor trykkende og kvælende er det dog alt, udbrød han, hans sind brændte efter at vende verden ryggen, og han sagde: Jeg må endnu i dag foretage det store skridt bort fra verden.

Nu tænkte Boddhisattva: Jeg vil blot kaste et blik på min søn, og han begav sig til de værelser, som beboedes af Rahulas moder og åbnede døren til hendes værelse. Derinde brændte en lampe, og Rahulas moder lå på sit leje smykket med jasminer og andre blomster og sov med hånden på sønnens hoved. Boddhisattva blev stående på tærskelen og betragtede dem begge.

Dersom jeg løfter min hustrus hånd fra barnets hoved og tager ham op, vil han vågne og således forhindre mig i min bortgang. Jeg vil først blive en buddha og derefter komme tilbage og se min søn. Med de ord forlod han slottet.

Disse tjente ham på alle måder i de seks år, hans sjælekamp varede, gjorde rent i hans celle og lystrede hans mindste vink, medens de

uafbrudt tænkte: Nu vil han blive en buddha, nu vil han blive en buddha.

Boddhisattva besluttede at drive askesen til det yderste og prøvede forskellige måder f.eks. at leve af én sesamkærne eller ét riskorn om dagen, ja ophørte ganske at tage næring til sig og afviste endog guderne, når de kom og forsøgte at indgive ham næring gennem dens porer. Af mangel på føde blev hans legeme udmagret i allerhøjeste grad, huden mistede sin glans og blev sort, indtil han en dag under en ekstase fremkaldt ved åndedrag tilbageholdelse, fik så voldsomme smert han sank bevidstløs sammen.

De seks år, som den ophøjede anvendte på bodsøvelser, var som den tid, man vil anvende på at slå knuder på luften. Han kom til det resultat, at strenge bodsøvelser ikke fører til lysning, og han begyndte da at gå rundt i byerne for at tigge føde sammen, som han ernærede sig ved.

Boddhisattva vendte ryggen til stammen af bo-træet med ansigtet mod øst. Han fattede den store beslutning: Lad min hud, mine og knogler visne, lad kødet og blodet i mit legeme tørre hen. Jeg vil ikke vige fra denne plads før jeg har nået den højeste og fulde viden. Og med benene overkors anbragte han sig i uovervindelig stilling, som end ikke hundrede lyn tilsammen kunne have forjaget ham fra.

Og i den første nat, mens bo-træet dryppede røde, korallignende skud ned over hans munkekappe, nåede han til erkendelse af sine tidligere tilværelser, i anden nattevagt han det himmelske øje, og i den tredie vagt gik årsagskæden op for ham.

l tanken gennemgik han de tolv led af årsagskæden, forlæns og baglæns, rundt og tilbage igen, og imens skælvede de titusind verdener tolv gange.