Kaldes på arabisk lbrahim. Abraham omtales ofte i Koranen, hvor han betegnes som en af Guds venner (khali4. Efter islamisk opfattelse er islam afslutningen og fuldendelsen af den himmelske åbenbaring, Gud lod begynde med Abraham. Abraham er derfor i Koranen den første monoteist, arabisk hanif, jf. Sura 3 vers 68, hvor det hedder:’,,Abraham var ikke jøde, ej heller kristen, men han var gudhengiven og havde underkastet sig Gud alene, og han var ikke en af afgudsdyrkerne".

Islams syn på Abraham er religionshistorisk et resultat af de diskussioner Muhammad efter udvandringen i 622 havde med jøder og kristne i Medina. Det geniale i Muhammads Abraham-tolkning er, at det på den måde lykkes Muhammad at knytte sin åbenbaring til samme fundament som jødedom og kristendom. Efter islamisk opfattelse er Ka’baen i Mekka opført af Abraham, da han sammen med hustruen Hagar og sønnen Ismâ’il vandrede rundt i ørkenen. For at bevise sin tro på Gud var Abraham villig til at ofre sønnen, men blev fritaget herfra af Gud og i stedet befalet at bygge Ka’baen som en helligdom for den ene sande Gud Allah. En række kommentatorer slår i deres Korankommentarer fast, at den søn Abraham skulle ofre var Isak og ikke Ismael. Den store offerfest, der gennemføres på den 10. dag i Dhâ al-hidjdja under pilgrimsfærden, er en fest til minde om den dag, hvor Abraham var rede til at ofre sin søn for at bevise sin tro på den ene sande Gud.

Om Abrahams opførelse af Ka’baen hedder det i Sura 2 vers 125-129: (125) Og husk den tid da Abrahams Herre stillede ham på prøve ved visse bud, som han opfyldte. Da sagde Han: Jeg vil gøre dig til en Imâm (dvs. fører) for menneskene. Abraham sagde: Og af mine efterkommere? Han sagde: Min pagt omfatter ikke de uretfærdige. (126) Og husk den tid da Vi gjorde huset (dvs. Ka’baen) til samlingssted for menneskene og til et sikkert tilflugtsted: Tag Abrahams ståsted til bedested - og Vi bød Abraham og Ismael: Rens mit hus for dem, der dvæler i andagt, og dem, der bøjer og kaster sig ned i bøn. (127) Og da Abraham sagde: Min Herre, gør dette til en sikker by, og forsørg dens folk med jordens frugter, så mange af dem, som tror på Allah og den yderste dag. Han sagde: Og jeg vil også forsyne dem, der er vantro, en kort tid, derpå vil jeg drive dem til ildens straf, og dårligt er målet for deres rejse. (128) Og da Abraham og Ismael oprejste husets grundvolde, idet de bad: Vor Herre, modtag dette af os, thi Du er den Althørende, den Altvidende. (129) Vor Herre, gør os begge til folk, der er Dig hengivne og oprejs af vor sæd et folk, der er Dig hengivent, og vis os vore ofre og bønner, og vend Dig nådig til os, thi Du er Den, der vender Dig til os i Din nåde, den Barmhjertige.

Betyder,,ophævelse" - en teknisk betegnelse i forskellige Korankommentarer for det forhold, at enkelte dele af Koranen er indbyrdes modstridende. På den ene side slår Koranen fast, at Gud er altvidende og hans ord derfor evige og uforanderlige. Det hedder feks. i Sura 18 vers 28: ,Og forelæs hvad der er åbenbaret dig af din Herres bog. Ingen kan ændre Hans ord, og du vil ikke finde nogen tilflugt ved siden af Ham". På den anden side fremgår det også, at Gud naturligvis selv råder over muligheden for at ændre bestemmelser, der tidligere er blevet åbenbaret. Det hedder i den sammenhæng i Sura 87 vers 7 og 8: (7) 0 muslim, Vi vil lære dig Qur’ânen, så at du ikke vil glemme den. (8) Medmindre Allah vil det anderledes. Han ved visselig, hvad der er åbenbaret, og hvad der er skjult.

I Sura 16 vers 102 er det måske endnu tydeligere: (102) Og når Vi bringer et bud i stedet for et andet bud - og Allah ved dog bedst, hvad Han åbenbarer - så siger de: Du er bare en løgner. Nej, de fleste af dem har ingen viden.

På samme måde fremgår det af profetens sunna , at regler og forskrifter er blevet ændret. Det gælder bl.a. qibla, som betegner bederetningen. Den var oprindelig Jerusalem, men blev siden Ka’baen i Mekka. Indførslen af den nye bederetning abrogerede eller ophævede derfor den gamle åbenbaring, der befalede muslimerne at bede med ansigtet vendt mod Jerusalem.

I den islamiske overlevering er der gjort talrige forsøg på at opstille regler for hvilke dele af Koranen og profetens sunna, der er blevet abrogeret af andre senere åbenbaringer. Det skal for en ordens skyld understreges, at de konkrete åbenbaringer, hvis indho,ld er blevet abrogeret, fortsat betragtes som en del af den guddommelige åbenbaring.

En af de første muslimer. Hed oprindeligt’Abd al-Ka’ba, men fik af Muhammad navnet Abu Bakr. Ved en senere lejlighed fik han tilnavnet al-siddiq, den sanddru, fordi han uden forbehold troede på Muhammads beretning om sin himmelfart (se Mi’râdj). Fader til’A’isha, en af profetens hustruer. Blev efter Muhammads død i 632 den første kalif - en funktion han bestred frem til sin død i 634.

Efter muslimsk opfattelse den første profet og det første menneske. Omtales flere gange i Koranen bl.a. i Sura 2 vers 32-39, der rummer den islamiske version af syndefaldet. Det hedder her: (32) Og han lærte Adam alle navne, og derpå foreviste Han englene (de navngivne ting) og sagde: Meddel Mig deres navne, hvis I er sanddru. (33) De svarede: Hellig er Du og uden mangler. Vi har ingen viden udover hvad Du har lært os, thi Du er den Alvidende, den Alvise. (34) Han sagde: Adam, meddel dem deres navne, og efter at han havde meddelt dem deres navne, sagde Han: Sagde Jeg jer ikke, at Jeg kender himlenes og jordens hemmeligheder, og Jeg ved, hvad I åbenbarer, og hvad I skjuler. (35) Og da Vi sagde til englene: adlyd Adam, da adlød de. Men Iblis gjorde det ikke. Han afslog og var stolt, thi han var en af de vantro. (36) Og Vi sagde: 0 Adam, bo du og din hustru i haven, og spis rigeligt, hvor I vil i den, men kom ikke nær til dette træ, så I bliver uretfærdige. (37) Og Satan lod dem begge snuble derved og drev dem bort fra det sted, de var i, og Vi sagde: Gå bort som hinandens fjender, og på jorden vil der være et hjem og underhold for jer til en tid. (38) Derefter modtog Adam nogle ord fra sin Herre, og Han vendte sig nådig til ham, thi Han er den, der ofte vender sig i nåde, den Barmhjertige. (39) Vi sagde: Gå alle ud herfra, og de der - når der kommer retledning fra Mig - følger min retledning, over dem skal der ikke komme frygt, og de skal ikke sørge.

Bemærk at kvinden i Koranen ikke som i Det Gamle Testamente er tilskrevet rollen som forfører. I Koranen gøres både mand og kvinde ansvarlig for syndefaldet.

Koranen opstiller flere forskellige former for straf.

Straffeformer

• Qisâs. Gengældelse hvor straffen afstemmes efter det overgreb, der er blevet påført andre.
• Diya. Blodpenge der kan træde i stedet for retten til qisâs.
• Hadd-straffe. Straffe for bestemte typer af forbrydelser (se Hudûd) omtalt i Koranen.
• Ta’zir. Straf bestemt og fastsat af en øvrighed.

I de fleste islamiske lande har regeringerne indført straffebestemmelser, der ikke tager udgangspunkt i Koranen og i profetens sunna, men derimod i den retspraksis, der er udviklet i Vesten. Det betragtes af islamisterne som et frafald fra islam og gi-

ver fra deres side anledning til voldsom kritik af de regeringer, der overtager vestlige og ikke-islamiske straffebestemmelser. Ingen stater i den islamiske verden har et straffesystem, der alene hviler på Koranen og profetens sunna.

Betyder kundgørelse og teknisk betegnelse på kaldet til bøn, der fem gange dagligt lyder fra minareterne i den islamiske verden.

Kaldet til bøn i oversættelse

1. Allah er stor
2. Jeg bevidner, der er ingen gud uden Allah
3. Jeg bevidner, at Muhammad er Allahs sendebud
4. Kom til bøn
5. Kom til frelse
6. Allah er stor
7. Der er ingen gud uden Allah

I de enkelte retsskoler (se Madhhab) er regleme for, hvor mange gange de enkelte sætninger siges, forskellig. Hos hanafi-muslimer lyder den første sætning fire gange, hos malkiterne kun to gange. Ved kaldet til morgenbøn tilføjes en sætning, der lyder: ,,bøn er bedre end søvn".

Den shiitiske adhân er identisk med den her anførte, men hos shia-muslimerne tilføjes en sætning mellem 5 og 6, der lyder:,, Kom til det bedste arbejde".

Det anbefales muslimer, der hører kaldet til bøn at gentage adhâns enkelte udsagn, idet 4 og 5 ikke gentages men erstattes af et udsagn, der lyder: ,der er kun styrke og magt hos Allah". Ved kaldet til morgenbøn siger muslimen ved sætningen,,bøn er bedre end søvn" ,du har talt sandt og rigtigt". Når der kaldes til fællesbøn i forbindelse med de årlige religiøse fester (’id al-fitr og’id al-adhâ) fremsiges kun én sætning: "Kom til fællesbøn". I de danske moskeer kaldes til bøn inde i moskeerne.

Den rituelle afvaskning før bøn betegnes på arabisk wudâ’. Koranen Sura 5 vers 7 angiver de nærmere regler for afvaskningen for bøn: , 0h I som tror, når I står op til bønnen, så vask jeres ansigter og jeres hænder indtil albuerne og stryg jer over hovedet og vask jeres fødder indtil anklerne. Og hvis I er i en tilstand af urenhed, så rens jer ved et bad. Og hvis I er syge eller på rejse eller en af jer kommer fra nødtørftsstedet eller I har berørt kvinder, og I så ikke finder vand, så tag rent sand og gnid jeres ansigter og jeres hænder dermed. Allah ønsker ikke at lægge nogen byrde på jer, men Han ønsker at rense jer og at fuldende Sin nåde over jer, for at I må være taknemmelige".

Kravet om afvaskning før bøn fik stor betydning for den måde, moskeerne blev bygget på, idet brønde eller tilførsel af rindende vand blev betragtet som en forudsætning for afholdelse af bønnen. Se også Chuzl.

I de tidlige mekkanske åbenbaringer berettes om verdens umiddelbare undergang i voldsomme skildringer. Det er også en gennemgående tone i de tidlige mekkanske åbenbaringer, at de præges af en voldsom kritik mod de mennesker, der mener at kunne sikre sig selv mod skæbnen og Gud. Det hedder bl.a. i Sura 87 vers 1,518: (15) Sandelig, den, der renser sig, vil have fremgang. (16) Den som ihukommer sin Herres navn og beder til Ham. (17) Men nej, I Islâms modstandere foretrækker det nærværende liv. (18) Skønt det kommende er bedre og varigere.

De personer, der ikke tager åbenbaringen alvorligt og som indretter deres tilværelse som om de kunne bestemme og herske over skæbnen kan forvente en streng straf. Det hedder i Sura 11 vers 16-17: (16) De, der ønsker dette liv og dets skønhed, deres gerninger hernede vil Vi belønne dem ligeligt for, for at de ikke skal lide den mindste uret. (17) Det er disse, som ikke skal have andet i det kommende liv end ilden, og hvad de har øvet her skal blive til intet, og hvad de plejede at gøre skal gå til grunde. Omvendt vil de, der anerkender Gud blive rigeligt belønnet - også i dette liv. Det hedder nemlig i Sura 64 vers 17-19: (17) Frygt da Allah efter bedste evne og lyt og adlyd og giv ud for Hans sag. I)et vil være godt for jer. Og de, der er reddede fra deres egen gerrighed, er dem, der bliver fuldkomne. (18) Hvis I yder Allah et godt og skønt lån, vil Han mangedoble det for jer og tilgive jer. Og Allah er Påskønnende, Mild. (19) Han, som kender det usete og det åbenbare, den Almægtige, den Alvise.

Generelt er islam derfor modstander af askese. Der lægges vægt på at nyde dette liv og dets goder inden for de rammer, der er sat af Gud. Men det har ikke forhindret, at der også i islam findes en asketisk tradition se sufisme. Men den islamiske askese har aldrig antaget de former, vi kender fra den kristne tradition. Det skyldes det forhold, at Koranen og den islamiske tradition lægger stor vægt på de forpligtelser, muslimer har til at stifte familie og til at indgå i det daglige sociale liv og samvær med andre.

Demokrati i vestlig forstand præger ikke det politiske system i den islamiske verden. Men det skal dog understreges, at flere muslimske stater har en lang demokratisk tradition, det gælder bl.a. Tyrkiet, Pakistan, Bangladesh, Indonesien, Egypten, Jordan, Kuwait og Marokko uanset det forhold, at der i alle her nævnte stater er flere eksempler på militære kup og forskellige former for politisk styre, hvor enkelte personer har spillet en stor rolle - tænk f eks. på kong Hassan i Marokko eller kong Hussein i Jordan. Muslimske retslærde og intellektuelle har gennem de sidste årtier forsøgt at opstille rammerne for en slags demokrati i den islamiske verden. Det gælder bl.a. Mawdfidi i Pakistan, Madani i Algeriet og adskillige andre. Fortalerne for et islamisk demokrati går ud fra et par steder i Koranen, hvor det fremhæves som ønskeligt, at magthaverne gør anliggender af fælles interesse til genstand for gensidig rådslagning (se Shårå). Mange grupper i den islamiske verden betragter de personlige friheder, der indgår som en central del af den vestlige politiske tradition, som et forbillede, fordi et politisk system baseret på overholdelse af disse værdier giver mulighed for, at den almindelige befolkning kan give sin mening til kende om spørgsmål af fælles interesse. Alt tyder på, at dette krav gennem det kommende årti vil blive større og større. Der er intet i den islamiske politiske tradition, der forhindrer, at en demokratisk tradition kan gøres gældende i den islamiske verden, men der er omvendt heller intet der taler for, at demokratiske traditioner i den islamiske verden nødvendigvis bliver en kopi af den demokratiske tradition, der har præget udviklingen i Vesten gennem dette århundrede.

Koranen gør gældende, at jøder og kristne gennem tiden har forfalsket dele af den guddommelige åbenbaring, de oprindeligt fik overdraget af Gud. Det betegnes teknisk som tahrif Det gøres i den islamiske overlevering gældende, at jøderne og de kristne bl.a. har fjernet de passager af deres religiøse overlevering, der forudsagde Muhammads komme som den profet, der skulle afslutte den guddommelige åbenbaring, se Profeternes segl.

Fredagsbønnen over middag har en ganske særlig status i den islamiske verden. Det anbefales i Koranen muslimer om muligt at forrette fredagsbønnen over middag i fællesskab med andre i moskeen. Det hedder i Sura 62 vers 10-11: (10) Oh I som tror, når der kaldes til bøn på forsamlingsdagen (dvs. fredag) så il til Allahs ihukommelse og lad alle forretninger ligge. Det er bedre for jer, om I blot vidste det. (1 1) Og når bønnen er afsluttet, spred jer så i landet og søg Allahs nåde og ihukom Allah meget, for at I må blive fuldkomne.

Fredag er derfor ikke en hviledag, som f eks. søndagen er blandt kristne eller sabbaten blandt jøder.

Fredagsbønnen indledes i modsætning til alle andre tidebønner i ugens løb med en khutba, hvor imamen holder en slags tale om et emne af almindelig interesse. Af samme grund har fredagsbønnen ofte, hvad vi i Vesten kalder,,politiske overtoner", fordi imamerne ofte benytter khutbaen til at redegøre for deres syn på aktuelle spørgsmål.

Koranen gør i mange sammenhænge gældende, at Gud er almægtig. Det er derfor efter islamisk opfattelse Gud og Gud alene, der skænker livet og Han alene, der tager det igen. Det hedder feks. i Sura 40 vers 68: ,,Han er det, som har skabt jer af støv, derpå af en dråbe og så af sammenløbet blod. Derefter lader Han jer komme til verden som børn, for at I derefter kan nå jeres modenhed, og for at I endelig kan blive gamle. Men blandt jer er der dem, der dør tidligere. Alt dette sker, for at I kan nå en fastsat frist, og for at I måske kan forstå menignen med livet".

Koranen gør i sit syn på fri viljr et dobbelt synspunkt gældende. På den ene side fremhæves det, at mennekset er frit til at vælge at modtage den guddommelige åbenbaring. Det hedder f.eks. u Sura 18 vers 30: "og sig: Sandheden er fra jeres Herre. Lad da den, der vil tro, være vantro. Vi har visselig forberedt de uretfærdige en ild, hvis telt skal omfate dem. Og hvis de råber om hjælp, skal de hjælpes med vand som smeltet bly, der brænder deres ansigter. En frygtelig drik og en frygtelig hjælp". På den anden side gøres det syn gældende, at Allah lader den han vil modtage den guddommelige vejledning. Det hedder i Sura 6 vers 40: ,M en de, som fornægter Vore tegn, er døve og stumme i mørket. Hvem Allah vil, efterlader Han i hans vildfarelse, og hvem Han vil, fører Han til den rette vej".

Det kan på den baggrund ikke overraske, at den islamiske teologi igen og igen har diskuteret, om mennesket har en fri vilje. Fortalere for den frie vilje var bl.a. mu’tazila i begyndelsen af det 9. århundrede, men deres tolkning blev i den klassiske sunni-islamiske teologi stærkt modifieret. Teologen al-Ash’ari formulerede det synspunkt, der siden har præget det meste af den islamiske verden: Gud skaber de rammer, mennesket lever i. Hvorledes mennesket vælger at leve, afgøres af hver enkelt, der på dommens dag må stå til ansvar for sine handlinger. På den måde opretholdes både Guds almagt og menneskets relative frie vilje. Blandt almindelige mennesker er der en række talemåder, der ofte giver indtryk af, at muslimer i almindelighed er blinde fatalister, men det er ikke helt korrekt.

Det der er lovligt. I islamisk ret betegnelse for det, der er i overensstemmelse med islams forskrifter. Halâl-kød er kød, der er slagtet efter de forskrifter, der er udviklet i islamisk ret.

Betegner i Koranen en monoteist, en der tror på den ene sande Gud. Det hedder i Sura 3 vers 68: ,Abraham var ikke jøde, ej heller kristen, men han var gudhengiven (udtrykkes ved hanîf og havde underkastet sig Gud alene, og han var ikke en af afgudsdyrkerne".

Det der er forbudt. Islamisk ret har udviklet en række regler for, hvad der er forbudt for muslimer. Det udtrykkes ved harâm. Mekka og Medina kaldes al-haramain, de to haram og er forbudte områder for ikke-musiimer.

Konsensus. Teknisk begreb i islamisk ret, hvor det udtrykker den overensstemmelse eller den enighed, de retslærde har i synet på et givet forhold. Der kan udmærket være forskelle i den måde, de forskellige retslærde udtrykker sig på og i den konkrete livsmåde, de hver for sig anbefaler muslimer at følge. Det er tydeligt at se, når man på det konkrete plan sammenligner de forskellige retsskolers anvisninger for £eks. bøn og afvaskningen forud for bøn. Men selvom der findes sådanne mindre forskelle, er der samtidig enighed om det principielle - og den enighed udtrykkes med begrebet idjmâ’.

Ordet har flere betydninger i den islamiske verden:

• Imam kan betegne den, der leder bønnen, hvis den foretages af flere personer sammen. Enhver kan udøve imam-funktionen i denne betydning.
• Imam betegner den daglige leder af en moske. Imamen er i så fald en uddannet retslærd (en ’âlim, flertal ulamâ’), der i dagligdagen giver råd og vejledning om den praktiske islamiske livsførelse og som om fredagen afholder khutba.
• I den sunni-islamiske verden blev kalifferne ofte betegnet som imamer, ledere af det islamiske samfund.
• Grundlæggerne af de fire kendte sunni-islamiske retsskoler betegnes imamer - ligesom flere andre betydningsfulde teologer.
• I den shiitiske tradition er betegnelsen imam knyttet til en række efterkommere af ’Ali og Fâtima og betegner den ufejlbarlige person, der efter shiitisk opfattelse var det islamiske samfunds legitime leder uanset det forhold, at han ikke var det i praksis. Der er opstået indbyrdes uenighed om, hvem der er legitime imamer, se Shi’a samt slægtstavle side 95.

Koranen forbyder åger (ribâ), dvs. renter af lån. Det har gennem 1970’erne og 1980’erne ført til flere forsøg på at etablere islamiske banker, forstået som banker, der ikke baserer deres økonomiske virksomhed på renter. I stedet for udlån og indlån til bestemte rentesatser opereres med indskud, hvor indlånere stiller deres indlån til rådighed for fælles investeringer, hvor den enkelte investor til gengæld får en forholdsmæssig fortjeneste på eventuelle fortjenester, banken måtte gøre gennem investering af den enkeltes indlån. Til gengæld må indlånere også svare for et forholdsmæssigt tab, dersom investeringerne ikke giver fortjeneste. Der har siden 1983 været en islamisk bank også i Danmark. Der findes dog også almindelige banker overalt i den islamiske verden.

En bygning beliggende i gården på den store moske i Mekka. Ka’baen måler ca. 12,6 x 11 meter og har indgang fra nordøst. Den er opført af de stenarter, der findes i bjergene omkring Mekka og hviler på et fundament af marmor.

Ka’baen er dækket af et stort klæde(kiswa), der fastgøres ved jorden medkobberringe. Klædet udskiftes hvert år i for-bindelse med hadjdj. Det gamle klæde fjer-nes den 25. Ddu al-Qa’da (måneden før Dhû al-Hidjdja), hvorefter Ka’baen dækkes med et hvidt klæde, indtil den nye kiswa fastgøres under hadjdj . Det gamle kiswa sælges normalt som en form for amuletter under hadjdj til muslimer fra alle egne af den islamiske verden. I Ka’baens østlige hjørne ca.1,6 meter over jorden findes den sorte sten, der under tawâf - det rituelle løb om Ka’baen under hadjdj - om muligt berøres eller kysses af pilgrimmene.

Før islam var Ka’baen kultsted for et utal af lokale guddomme som bl.a. al-Lât, al’Uzzâ og al-Manât. Da muslimerne i 630 erobrede Mekka, blev Ka’baen genstand for en renselse, afguderne fjernet og Ka’baen gjort til muslimernes religiøse centrum, fordi den efter islamiske opfattelse er den første monoteistiske helligdom opført af Abraham jf. Sura 3 vers 97: "Sandelig, det første hus, som blev grundlagt for mennesker, var det i Bakka (dvs. Mekka) som en velsignelse og retledning for alverden".

Brudepris. Koranen foreskriver i Sura 4 vers 25 og i Sura 4 vers 5 mahr (betegnes også sadâq). Det hedder i Sura 4 vers 25: Og forbudt er yderligere gifte kvinder med undtagelse af krigsfanger. En forskrift for jer fra Allah. Og tilladt for jer er alle andre end disse, forudsat I søger dem med jeres ejendom, idet I gifter jer med dem og ikke begår utugt. Og for den glæde, I har af dem, giv dem deres brudesum, som fastsat. Og der påhviler jer ingen synd i, hvad i gensidigt enes om efter det foreskrevne er opfyldt, thi Allah er Alvidende, Alviis".

I Sura 4 vers 5 hedder det:,, Og giv kvinderne deres brudegave frivilligt! Men hvis de frivilligt giver afkald på en del deraf, så nyd den med velbehag".

Koranen slår fast, at brudeprisen er kvindens suveræne formue. Det hedder i Sura 4 vers 21: ,Og hvis I ønsker at tage en anden hustru i stedet for hende, I har, og I allerede har givet den ene en skat i brudegave, så tag ikke noget af den! Vil I måske tage den ved bagvaskelse og åbenbar synd?".

Sura 2 vers 238 slår fast, at dersom ægteskabet ikke fuldbyrdes som oprindeligt aftalt, skal hustruen have halvdelen af den aftalte mahr. Det hedder nemlig: ,Og hvis I skiller jer fra dem, førend I har berørt dem, og I har allerede fastsat en brudegave til dem, betal da halvdelen af, hvad I har fastsat, medmindre de eftergiver den - eller den, i hvis hånd ægteskabets indgåelse ligger, eftergiver den. Og at I eftergiver er nærmere retfærdighed. Og glem ikke de gensidige nådesbevisninger, thi Allah ser, hvad I gør". Nogle muslimske retslærde gør gældende, at Koranens bestemmelser om mahr og dens klare udsagn om, at brudeprisen er kvindens suveræne ejendom, er den egentlige begrundelse for, at arvereglerne i islamisk ret tilgodeser drengebørn i forhold til pigebørn. Pigerne sikres nemlig i bestemmelserne om brudepris kompensation for den mindre del af arven, de ifølge Koranens arvebestemmelser skal have, se Arv.

Det sted, hvor man forretter bøn - moskeen. Der findes ingen bestemte angivelser af, hvorledes en moske arkitektonisk skal indrettes, og moskeerne har derfor gennem tiden ændret udsende ofte under stærk påvirkning af de arkitektoniske traditioner, der fandtes i et givet område før islam.

Men alle moskeer er alligevel præget af fælles 1træk. En moske skal indrettes efter qibla, bederetningen. Den angives gennem én eller flere mihrâb, en slags nicher eller fordybninger i den mur, der angiver bederetningen. Til højre for den centrale mihrâb placeres den såkaldte mimbar, den stol eller det sæde, hvorfra imamen om fredagen afholder khutba. Da Koranen foreskriver afvaskning før bøn, er moskeerne også udstyret med forskellige former for afvaskningsmuligheder både for den mindre renselse (wudâ) eller for den fulde afvaskning (ghusl) der kræves, hvis man inden bøn har haft seksuel samkvem med sin mand eller hustru.

Moskeerne er ikke hellige steder i den forstand, at man der skal være andægtig eller tavs. Moskeerne fungerer i mange storbyer i den islamiske verden som rekreative områder, hvor man for en tid kan finde ro og hvile i det daglige liv, og hvor man ved samme lejlighed kan få en sludder med venner og bekendte eller måske en lille lur i middagspausen. Der foregår ingen sakrale handlinger i en moske, men moskeen er ofte det sted, hvor muslimerne foretrækker at forrette deres bøn, navnlig bønnen over middag om fredagen.

De moskeer, der gennem 1970’eme og 1980’eme er blevet indrettet i Danmark, er for flertallets vedkommende indrettet i nedlagte fabrikker, i købte eller lejede kælderlokaler eller i huse købt af muslimer til det formål at være ramme om det sociale liv for herboende muslimer. De er derfor ikke indrettet efter qibla. I praksis betyder det, at moskeerne i Danmark er indrettes "skævt" i forhold til den ønskelige orientering. Det problem er i Danmark løst på den måde, at der er opstillet en mihrâb i bederetningen, og forskellige former for markering angiver så, hvorledes muslimerne skal tage opstilling ved afholdelse af bønnen. Også i Danmark afholder imamerne khutba om fredagen fra en mimbar. Kun ahmadiyya-bevægelsens moske i Hvidovre er opført med qibla som udgangspunkt.

På persisk og urdu et ord for "slør" eller,,klæde", nemlig det klædningsstykke, muslimske kvinder traditionelt ifører sig, når de bevæger sig uden for hjemmet. Ordet bruges også som teknisk betegnelse for den totale sum af leveregler, der opretholder den kønsadskilte hverdag mellem mænd og kvinder.

Analogislutning, teknisk betegnelse for en del af den systematik, de muslimske retslærde bruger, når de skal opstille anvisninger for muslimernes daglige livsførelse. Teoretisk skal ulamâerne drage deres slutninger på baggrund af en analogi fra Koranen eller fra profetens sunna, når de konkret skal opstille leveregler for den praktiske livsførelse. Et eksempel på analogi er det generelle forbud mange retslærde har udstedt mod alkohol og indtagelse af euforiserende stoffer. Det sker ved en analogislutning fra et generelt forbud mod nydelse af nabîdh i Koranen. Nabîdh var en gæret drik, der havde almindelig udbredelse på Den Arabiske Halvø i præ-islamisk tid. Analogt med forbuddet mod nabîdh i Koranen betragtes alkohol som harâm (s.d.).

Teknisk betegnelse for en sammenhængende del af den islamiske tidebøn. Hver bøn har et bestemt antal rakât, dvs. et bestemt antal bevægelser der udføres samtidigt med, at den bedende fremsiger bestemte sætninger.

Ifølge islamisk tradition skal den enkelte muslim dagligt forrette mindst 17 rakât i løbet af de daglige fem tidebønner. Hvad der foretages derudover er ikkefard dvs. pligt, men frivilligt.

Den niende måned i det islamiske måneår og den islamiske fastemåned. Fasten (sawm) er en af islams fem søjler. Både mænd og kvinder faster, men Koranen giver dispensation for gravide eller for kvinder, der ammer. Syge skal heller ikke faste, og hvis en kvinde i Ramadanen får menstruation, skal hun faste senere.

Da det islamiske år er et måneår betyder det, at fasten i forhold til solåret skubbes bagud. Det har affødt en diskussion blandt muslimer bosat i Europa, hvor dagen som bekendt i sommennånederne kan være meget lang. Skal muslimer da faste hele dagen eller det antal timer, som dagen er i det område, hvor islam blev åbenbaret? Der er endnu ikke afgørelse på denne diskussion. Fasten afsluttes med ’id al-fitr.

Det islamiske retssystem har udviklet sig i flere retninger. Sunni-islam præges således af fire indbyrdes forskellige retsskoler, ligesom de shia-muslimske grupperinger har hver deres. Se Madhhab.

Koranen forbyder åger. Nogle retslærde har tolket forbuddet mod åger som et generelt forbud mod rente og denne tolkning har gennem 1970’erne og 1980’erne ført til dannelsen af forskellige islamiske banker og investeringsforeninger, som gennem aktiv økonomisk politik søger at bevise at islamiske banker kan ftingere lige så godt som banker baseret på betaling af renter. I Danmark har,, Den Islamiske Bank" været aktiv siden begyndelsen af 1980’erne.

De Betegnelse på nogle vers Muhammad modtog i Mekka og som tilsyneladende gjorde det muligt at anerkende de præ-islamiske guder al-Lât, al-Manât og al-’Uzzâ som en slags halvguder. På et senere tidspunkt blev versene trukket tilbage ved henvisning til, at de var produkt af en satanisk tilskyndelse og i stedet erstattet af Sura 53 vers 20-24: (20) Har I da set Lât og ’Uzzâ. (21) Og Manât, den tredje, endnu en af jeres gudinder? (22) Mon I skal have drenge og Han piger? (23) Dette er sandelig en uretfærdig fordeling. (24) Det er ikke andet end navne, som I har givet - I og jeres forfædre. Allah har ikke åbenbaret nogen fuldmagt for dem. De følger kun en formodning og hvad deres sjæle begærer. Og retledningen er allerede kommet til dem fra deres Herre.

De oprindelige vers, der blev trukket tilbage med åbenbaringen af Sura 5 vers 20-24, blev ikke optaget i Koranteksten, da den blev kodificeret under den tredje kalif ’Uthmân ibn ’Affân i begyndelsen af 650’erne. Indholdet af de oprindelige vers kendes fra overleveringen.

De Sataniske Vers er også titlen på en bog skrevet af den indiskfødte muslim Salman Rushdie i 1988. Romanen, der i litterær form bruger den islamiske overleverings omtale af de sataniske vers, vakte voldsom uro i den islamiske verden. Salman Rushdie blev i en fatwâ udarbejdet af Khumaini i 1989 dømt til døden for kætteri mod islam.

Den oprindelige tekst kan havde lydt: 'Dette er de ophøjede traner (?), og visselig, på deres hjælp kan der håbes'

Vedr. Satans indflydelse: Se sure 22,52

Koranen og den islamiske tradition har et positivt syn på seksualiteten hos både mænd og kvinder. Den betragtes som en naturlig del af den menneskelige eksistens og derfor også som en del af Guds gave til menneskene. Det hedder i Sura 30 vers 22: ,,Og blandt Hans tegn er også, at Han har skabt jer hustruer af jeres egen art, at I må finde sjælefred hos dem, og Han har skabt kærlighed og barmhjertighed mellem jer. Heri er der sandelig tegn for folk, som vil tænke sig om".

I Sura 2 vers 187 betegnes mand og kvinde som en klædning for hinanden, og i samme vers gøres det klart, at seksuelt samkvem mellem mand og kvinde udmærket kan finde sted også under fasten, dog kun om natten. Til gengæld ser Koranen og islamisk ret meget strengt på seksuelle forhold mellem personer, der ikke er gift. Sådanne relationer skal undgås og de implicerede parter gøres til genstand for stening, dersom deres forbindelse kan bevidnes af øjenvidner. For at mindske faren for illegitime seksuelle kontakter, har den islamiske verden gjort det almindeligt at holde de to køn adskilt i videst muligt omfang - men den kønsadskilte tradition har ikke ført til et negativt syn på seksualitet mellem gifte mænd og kvinder.

Det islamiske retssystem. Betragtes af muslimer som et retssystem, der principielt berører alle sider af tilværelsen. Det islamiske retssystem baseres på:

• Koranens bestemmelser,
• Profetens sunna, dvs. hans sædvane som den kendes overleveret gennem Hadith,
• Analogislutninger (qiyâs), som de retslærde opstiller for en ret islamisk sædvane på baggrund af bestemmelserne i Koranen og profetens sunna,
• Konsensus Idjmâ’ – enighed i det de retslærde imellem om den rette måde at forholde sig på til bestemte forhold, der ikke er direkte forskrifter for i hverken Koranen eller profetens sunna, men som alligevel gøres til genstand for analogislutninger.

Det teoretiske fundament har i praksis ført til, at der er mindre forskelle i den måde, hvorpå de enkelte islamiske retsskoler har fastsat de normative regler for, hvorledes muslimer i konkrete situationer bør forholde sig. Men det ændrer ikke ved det forhold, at alle retsskoler er enige om det principielle fundament for det islamiske retssystem.

Det klassiske islamiske retssystem er i de fleste muslimske lande i forbindelse med etableringen af de moderne nationalstater blevet helt eller delvist erstattet af nye retssystemer overtaget fra vestlig retstradition.Det har udløst store debatter i den islamiske verden gennem de seneste årtier. De fleste radikale islamiske grupper (se Fundamentalisme) er fortalere for en genetablering af det islamiske retssystem i sin helhed til erstatning af de retssystemer, de muslimske lande har overtaget fra Europa.

Islamisk ret har opstillet en række regler for, hvorledes dyr bør slagtes for at være halâl. Det forudsættes at de vendes mod Mekka, at der udsiges formlen , "Gud er stor" over deres hoved inden de slagtes, at de slagtes i Gud navn og at de slagtes med overskæring af halspulsåren, så blodet frit kan løbe fra kroppen. Når disse regler følges er kødet halâl. En række danske slagterier har fået tilladelse til at efterleve de islamiske slagteforskrifter og får deres kød pakket sådan, at forbrugerne kan se, at det er halâlslagtet. Den danske eksport af oksekøb og kyllinger til den islamiske verden består udelukkende af halâl-slagtet kød udstyret med et særligt certifikat fra Det Islamiske Kulturcenter eller fra Den Muslimske Verdensliga (se Schæchtning).